Dansk Selskab for Medicinsk Magnetisk Resonans (DSMMR) er for alle med faglig interesse i MR-skanning. Medlemmerne er primært radiografer, læger, ingeniører og fysikere, heraf flest ansat i offentligt og privat sundhedsvæsen.
MR-skanning giver et unikt indblik i den levende krop. Metoden er vidt udbredt og bruges til at optage detaljerede billeder af alle typer væv med henblik på diagnostik og forskning i sygdomme og kroppens funktioner. MR-skanning er kendetegnet ved uovertruffen kontrast mellem væv og ved ekstrem fleksibilitet, således at det samme udstyr kan anvendes til mange forskellige typer undersøgelser helt uden bivirkninger.
Selskabet tæller over 200 medlemmer og er tilknyttet det europæiske MR-selskab ESMRMB og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS).